Bertil Vallien

BERTIL VALLIEN

Bertil Valliens sandstøbte glasbåde fremkalder toner fra underbevidstheden. Hvis man vil holde fast i og analysere dem, bliver de glatte og glider væk. Ligesom drømme. De slanke, lydløse både har glidet hen over verdenshavene med deres budskaber og vakt undren i næsten tredive år. Læsset med frosne symboler og hemmeligheder taler de til os om det eksistentielle.

Hver dag starter med en dukkert i floden. Om vinteren hugger han et hul i isen, og kuldens bid sender endorfiner farende gennem hans krop.

– Det er som at starte forfra hver morgen! siger Bertil Vallien.

Eksistentielle bekymringer blev rejst tidligt. Han er den næstældste af syv børn, og i hjemmet i Sollentuna sejrede Herrens tugt og formaning. Faderen var meget strengt religiøs. Du skal leve i overensstemmelse med Bibelen. Til sagen.

– Jeg er sikker på, at han ville det bedste for sine børn, men jeg følte konstant skyld. Og en frygt for, hvad der kunne ske med drenge, der gjorde ting som mig.

Han nød tidligt sit kunstneriske talent.

Han elskede heste og ridning. Der var næsten kun piger i stalden.

"Jeg var en djævel til at tegne heste," siger han, og det imponerede pigerne. Han tegnede heste på et samlebånd.

Det kan ikke forklares.

Hestene besøger ofte hans skulpturer. Hvad står de for? Hvad mener de? Han ville ønske, at vi ikke ville bruge så meget tid på at analysere symbolikken.

Fordi der er værdier, som ikke kan forklares, som simpelthen falder fra hinanden, hvis man prøver. Han sammenligner det med musik.

– Hvad får tårerne til at trille, når du hører en bestemt sang?

Det kan ikke forklares, musik går direkte til hjertet. Det går ikke gennem det kontrollerende sind. Han vil have, at vi turde lytte til hans kunst bare sådan. Uden at intellektualisere.

I en af hans skulpturer "High Voltage" er en massiv stang blevet knækket af en lille hvid fjer. Stangen står for styrke og fundament, det faktuelle og materielle. Intellektet. Fjeren er følelserne.

– Poesi, ægte følelser og intuition kan knuse fornuft og styrke, siger han.

Nogle gange tegner Bertil Vallien med venstre hånd i stedet for højre. Det er fordi skitsering ikke bør blive tilfældigt. Det er ikke altid godt at være hurtig til at tænke. Ved at lade sin venstre hånd gøre arbejdet, aktiverer han ny kreativitet.

I slutningen af fyrrerne arbejdede Bertil som bude i en fiskebutik. Han var omkring tolv år gammel. En af kunderne var Bo Notini, en excentrisk kunstner, som pirrede Bertils nysgerrighed. Han var slet ikke som det, Bertil var vant til.

Haven var tilgroet, hjemmet rodet og møblerne slidte. Og der var masser af bøger. Hr. Notini gik sommetider ud for at skyde krager, som han så tilberedte og spiste.

Det er den, jeg vil være.

"Det var en helt ny verden for mig," siger Bertil. Det er det, jeg vil være, tænkte jeg.

Som om han så sig selv i fremtiden. Om det.

Nogle gange sad Bertil hos ham og tegnede og fik opmuntring.

Møderne med Bo Notini viste, at der fandtes andre måder at leve på. At ikke alle mennesker i verden var tynget af skyld og skam. Der var alternativer til det strenge religiøse liv derhjemme. En frihed. Denne indsigt bidrog til, at Bertil turde flytte hjemmefra i en alder af 15 år.

Flere mentorer har været vigtige for Bertil Valliens udvikling som kunstner. En af dem er Stig Lindberg, der var hovedlærer i keramik på kunstafdelingen.

– Han var en fantastisk lærer! Han var utrolig verbal og kunne give konstruktiv kritik. Slem nogle gange, men som regel på en sjov måde.

Stig Lindberg fik også Bertil Vallien til at forstå vigtigheden af den brede vifte af færdigheder, en kunstner i branchen skal have. At være både kunstner og designer. Du kan være eksperimenterende, men du skal også forstå, hvordan en tekande, der ikke drypper, skal se ud.

Næste mentor var Erik Höglund på Kosta Boda. Bertil var i praktik der og fik tilbudt at blive. Höglund havde opdaget hans kvaliteter. Bertil fik faktisk et helt glasværk til sig selv – Åfors, som var en del af gruppen. Det er nu over halvtreds år siden. Driften i Åfors er ophørt, og Orrefors og Kosta Boda er blevet den samme virksomhed.

For et par år siden åbnede en ny vej sig for Bertil Vallien. Den viste sig i en sort tåge. Han ville støbe nogle af sine skulpturer som et landskab, en by og et skib. Men glasmassen, der skulle have været en svag isblå farve, væltede ud af spanden som klæbrig sort asfalt. En måneds hårdt arbejde var fuldstændig spildt. Bertil Vallien er vred og desperat. Man kan kun gisne om, hvad assistenten, der læste instruktionerne forkert, føler.

De har lavet en masse ud af det. Tusind kilo trægt, sort og dyrt mudder. Hvad er mulighederne?

"Vi går," beslutter Bertil, og formene er fyldt.

I de to uger, glasset er i køleovnen, er Bertil Vallien deprimeret.

– Jeg havde slet ikke lyst til at åbne ovnen. Det føltes fuldstændig meningsløst.

Glas spiser lys

Glaskunstnere taler ofte om glassets evne til at spejle og reflektere lys. Bertil Vallien gør ikke. Det, der fascinerer ham, er snarere glassets evne til at absorbere det. "Glas æder lys" er et af hans mest berømte citater.

De støbte sorte skulpturer skylles rene for sand og poleres.

Det er nu, at alle tilstedeværende vil være vidne til en metamorfose. Den klæbrige sorte asfalt er blevet til metal. Til mørk metalplade eller måske støbejern. Føre? Et strejf af blåt. Alt lys er imploderet, og ingen figurer eller symboler er synlige indeni. De er blevet spist af et hidtil ukendt materiale. Som er glas – men metal – massivt glas.

– Jeg fik det sjovt! Det var en helt ny designverden, og jeg forstod straks, at jeg måtte fortsætte.

Assistenten, der fortolkede 20 gram som 2 kilogram, blev rettet. Det viste sig at være en af de bedste fejltagelser, der blev begået i møllen.

– Men samtidig forlod jeg sikker grund, siger Bertil.

Han havde været ret sikker med sine skulpturer, hvor et af værktøjerne i tredive år havde været glastransparens. Han kunne kontrollere det. Bestem hvordan og hvor det absorberede lys ville blive frigivet eller tilbageholdt. Nu var han frataget dette og måtte tænke på en helt ny måde.

– Der er altid en risiko for, at glassets kosmetiske kvalitet kommer i vejen for udtrykket. At det simpelthen bliver for smukt.

En sunket tysk destroyer

De nye skulpturer havde intet kosmetisk over sig.

Landskabet er forladt og forkullet som efter en krig. Skibet minder Bertil om en sunket tysk destroyer fra Anden Verdenskrig, som er tydeligt synlig gennem det klare vand i Rombaksbotn, Norge. En bys skulptur ser ud, som om den er blevet gasset. Eller udsat for ødelæggende kulde eller varme. Det er dystopisk.

– Jeg har aldrig været særlig politisk som kunstner, siger Bertil Vallien.

Men da han udstiller de sorte skulpturer i New York og navngiver serien "Ørkensne", bliver han stærkt politisk. Det amerikanske bombardement af Irak under Kuwaitkrigen i 1991 havde kodenavnet Desert Storm.

Kritikere hylder Valliens nye sprog. Anmeldelserne er entusiastiske.

I nogle skulpturer tilføjer han meget små detaljer i farve, ofte klar rød, som trods deres lillehed bliver stærke blikfang i de sorte omgivelser. Nogle kritikere fortolker dem som om, at der er et vist håb trods mørket.

Den amerikanske kritiker og kunsthistoriker Robert Morgan skriver om oplevelsen efter en udstilling:

Når vi vågner op fra oplevelsen, indser vi, at vi har været på en rejse, der har genoprettet vores følelse af håb og velvære. Kun den bedste kunst kan udføre den opgave. Det gør Valliens kunst. (forfatterens oversættelse)

Sveriges mest berømte glaskunstner har vundet de fleste priser og udmærkelser, der kan vindes, og er repræsenteret over hele verden. Bare et par eksempler; Victoria and Albert Museum i London, på Metropolitan Museum of Art i New York, på State Hermitage Museum i Sankt Petersborg, på National Museum of Art i Tokyo og på Museum of Fine Art i Montreal.

Efter over halvtreds år i smelteværket er der ingen tanker om at træde tilbage eller tage pension. Bertil Vallien vil fortsætte med at tage os med på sine rejser og opdage nye sprog.

"Nu vil jeg blive minimalist," siger han.

Han starter med en dukkert i floden.

Af Eva-Pia Worland